OPGØR MED EN MYTE

("Rhododendron skal da helst gro i skygge"!)

Når man som jeg tit ekspederer kunder i et plantecenter, er ovenstående sætning meget ofte kundens indledning til samtalen, når der skal købes Rhododendron.

Jeg ved ikke hvorfra denne opfattelse stammer, men den er så generel, at det er mere end halvdelen af kunderne, som forbavses over at høre at planterne skal ud i lyset, at jeg fristes til at tro, at det er noget indlært helt fra barndommen.

Man kan så gøre sig tanker om, hvad som har afstedkommet denne fejlagtige opfattelse. Skulle den mon stamme helt tilbage til plantens indførelse i landets større haver og parker? Jeg fristes til at tro det.

Viden om den rigtige planteplads, eller gætterier
De første Rhododendron blev plantet i England allerede omkring 1760, men først i det efterfølgende århundrede blev planten mere almindelig. Nu var den tilgængelig for i det mindste godsejere og andre rigmænd. Den "nye" plante skulle naturligvis have en plads i parken, hvor alle kunne se den, og det måtte være midt på græsplænen, tydeligt eksponeret for alle besøgende. Den gang vidste man meget lidt om planternes krav til jordbund, vand og lys. Man plantede altså i den forhåndenværende jord, og forventede så, at planten skulle kvittere rigeligt med smukke blomster og flot løv. Når det så gik anderledes, fik gartneren en dag besked på, at den dyre nyanskaffelse skulle forvises til et knap så synligt sted, bagest i haven. Her var der skygge, og selvsagt også mere fugtigt, nedfaldent løv og dermed også jord med en lavere pH-værdi. Kan det mon være forklaringen på den almindelige opfattelse af plantens placering?

Gamle fagbøger var ikke til megen hjælp
I "Blomsterhaven" af overgartner Jens K. Jørgensen, Hagerups Forlag fra 1921, kan man læse følgende: "Rhododendron er ikke alene ganske kønne, stedsegrønne buske; der, hvor de trives, kan blive høje som gamle Syrener" … hvorefter følger en morsom gennemgang af de få kendte planter, samt til slut en anbefaling om "indplantning mellem stedsegrønne Buske eller Buskagtige træer". Selv det "Berlingske Haveleksikon" fra 1966 skriver følgende uddrag under dyrkning: "Hovedfjenden er kalk, vandsur og stiv jord, stærk solvarme og blæst" og anbefaler i øvrigt, citat: "kvartskygge, plantes på nordside, i let skygge, under lyse Ege, Robinia, Guldregn, Fyr, Lærk, samt en masse vanskelige forholdsregler omkring vinterbeskyttelse" Når der så stadig i 2004 i diverse blade med havestof kan læses, at Rhododendron er bedst i halvskygge eller lys skygge, er det så, så mærkeligt at kunderne stadig er forvirrede?

Rhododendron i naturen
Hovedparten af arterne vokser på soleksponerede lyse bjergsider uden skyggende træer. Hvad er så egentlig nemmere end at drage en konklusion af denne viden, og så behandle planterne på samme måde hjemme i haverne? Hvor mange af os har ikke oplevet at se de to Europæiske R. hirsutum og R. ferrugineum blomstre når vi midt på sommeren kører over alpepassene. Her bager solen på dem fra tidlig morgen og til sen aften. Således står de også om vinteren, dog beskyttet af et lag sne, som hindrer fordampning fra løvet når solen skinner. I vore haver mangler den beskyttelse, til gengæld har vi højere temperaturer, regn og tøsne. R. yakushimanum er et virkeligt godt eksempel på naturens måde at beskytte en art på. Løvet er på bagsiden udstyret med et tykt filtagtigt indument, som beskytter det mod varme- og kuldetilbageslag fra klipper som opvarmes/afkøles til +/- 35 grader. På nyvækstens overside er der endda et vokslag, som beskytter det unge uudviklede blad mod solens stråler. Når bladet er udviklet regner vokslaget af, og det passer med solens aftagende styrke i sensommeren. Denne art, og andre med den, er så absolut bedst på en helt åben solrig plads.

Når vi planter i stærk skygge
Alle kender dem, de ranglede, bare og skæve planter, som trækker efter lyset, og kvitterer med få eller ingen blomster. De planter bliver hverken værre eller bedre af den rigtige spagnum og gødning. Tilmed mangler de sikkert vand, for regnen kommer næppe igennem de skyggende træer i tilstrækkelige mængder.

Når vi planter i vekslende sol og skygge
Her står de velformede, tætte og blomsterrige planter. Deres kompakte vækst og frodige løv giver glæde året rundt. Det rigelige lys får dem til at sætte flere sideskud. Her blæses de tørre efter dage med regn, fuldstændig som i naturen. Herved undgås svampesygdomme og algebelægning på løvet. Kun en enkelt ting skal vi være opmærksomme på, det er at de fyldige planter's tætte løv kan betyde, at vi må hjælpe med vand i meget tørre og blæsende perioder, da regnvandet simpelthen løber ned over buskenes tætte løv og ender uden for rodzonen.

Den nyeste viden
Forsøg med storbladede Rhododendronarter viser, at selv om fordampningen fra løvet er stor, så bliver planter af samme frøhold, plantet henholdsvis i skygge og i sol, langt flottere i solen. Skaderne bliver færre på løvet, og grenmængden større. Nogle Rhododendron som f.eks. "williamsianum" sorterne er så til gengæld mere tolerante overfor plantning i let skygge. De er tilmed særdeles velegnede til plantning på nordsiden af et hus, blot der er åben lyseksponering oppefra, altså uden skyggende trækroner. Næsten alle storbladede Rhododendron vil i øvrigt udvikle sig godt under disse forhold. Ligeledes er det med mange af de såkaldte japanske dværgazalea. De bliver flotte både på husets nordside under åben himmel, og i fuld sol. I min bog "Rhododendron- og hvad dermed følger" angiver jeg ved hver plante den bedste placering, enten det er sol, vandrende sol/skygge eller halvskygge. Disse angivelser tager udspring i de forskellige hybrider, hvor måske den ene forældrepart er god i naturen i fuld sol, så er den anden forældrepart måske mere afhængig af lidt skygge midt på dagen. Dette influerer naturligvis på resultatet: "hybriden". Således er det bl.a. med de mørkeste blomster, de falmer ikke så meget i solen, og blomstringen forlænges også i flere dage. Der er altså stadig behov for variable placeringer, med hensyn til sol- eller vekslende sol/skygge - men et står fast, de tåler betydelig mere sol, og også blæst, end man vanemæssigt har tænkt igennem mange år.


Tekst og foto Niels Skjøldberg
Skrevet på foranledning af GAU, ’Dansk Planteskoleejerforening – surbundsklubben’