|
OPGØR
MED EN MYTE
("Rhododendron skal da helst gro i skygge"!)
Når man som jeg tit ekspederer kunder i et plantecenter, er ovenstående
sætning meget ofte kundens indledning til samtalen, når der skal
købes Rhododendron.
Jeg
ved ikke hvorfra denne opfattelse stammer, men den er så generel,
at det er mere end halvdelen af kunderne, som forbavses over at
høre at planterne skal ud i lyset, at jeg fristes til at tro,
at det er noget indlært helt fra barndommen.
Man
kan så gøre sig tanker om, hvad som har afstedkommet denne fejlagtige
opfattelse. Skulle den mon stamme helt tilbage til plantens indførelse
i landets større haver og parker? Jeg fristes til at tro det.
Viden
om den rigtige planteplads, eller gætterier
De første Rhododendron blev plantet i England allerede omkring
1760, men først i det efterfølgende århundrede blev planten mere
almindelig. Nu var den tilgængelig for i det mindste godsejere
og andre rigmænd. Den "nye" plante skulle naturligvis have en
plads i parken, hvor alle kunne se den, og det måtte være midt
på græsplænen, tydeligt eksponeret for alle besøgende. Den gang
vidste man meget lidt om planternes krav til jordbund, vand og
lys. Man plantede altså i den forhåndenværende jord, og forventede
så, at planten skulle kvittere rigeligt med smukke blomster og
flot løv. Når det så gik anderledes, fik gartneren en dag besked
på, at den dyre nyanskaffelse skulle forvises til et knap så synligt
sted, bagest i haven. Her var der skygge, og selvsagt også mere
fugtigt, nedfaldent løv og dermed også jord med en lavere pH-værdi.
Kan det mon være forklaringen på den almindelige opfattelse af
plantens placering?
Gamle fagbøger var ikke til megen hjælp
I "Blomsterhaven" af overgartner Jens K. Jørgensen, Hagerups Forlag
fra 1921, kan man læse følgende: "Rhododendron er ikke alene ganske
kønne, stedsegrønne buske; der, hvor de trives, kan blive høje
som gamle Syrener" … hvorefter følger en morsom gennemgang af
de få kendte planter, samt til slut en anbefaling om "indplantning
mellem stedsegrønne Buske eller Buskagtige træer". Selv det "Berlingske
Haveleksikon" fra 1966 skriver følgende uddrag under dyrkning:
"Hovedfjenden er kalk, vandsur og stiv jord, stærk solvarme og
blæst" og anbefaler i øvrigt, citat: "kvartskygge, plantes på
nordside, i let skygge, under lyse Ege, Robinia, Guldregn, Fyr,
Lærk, samt en masse vanskelige forholdsregler omkring vinterbeskyttelse"
Når der så stadig i 2004 i diverse blade med havestof kan læses,
at Rhododendron er bedst i halvskygge eller lys skygge, er det
så, så mærkeligt at kunderne stadig er forvirrede?
Rhododendron i naturen
Hovedparten af arterne vokser på soleksponerede lyse bjergsider
uden skyggende træer. Hvad er så egentlig nemmere end at drage
en konklusion af denne viden, og så behandle planterne på samme
måde hjemme i haverne? Hvor mange af os har ikke oplevet at se
de to Europæiske R. hirsutum og R. ferrugineum blomstre når vi
midt på sommeren kører over alpepassene. Her bager solen på dem
fra tidlig morgen og til sen aften. Således står de også om vinteren,
dog beskyttet af et lag sne, som hindrer fordampning fra løvet
når solen skinner. I vore haver mangler den beskyttelse, til gengæld
har vi højere temperaturer, regn og tøsne. R. yakushimanum er
et virkeligt godt eksempel på naturens måde at beskytte en art
på. Løvet er på bagsiden udstyret med et tykt filtagtigt indument,
som beskytter det mod varme- og kuldetilbageslag fra klipper som
opvarmes/afkøles til +/- 35 grader. På nyvækstens overside er
der endda et vokslag, som beskytter det unge uudviklede blad mod
solens stråler. Når bladet er udviklet regner vokslaget af, og
det passer med solens aftagende styrke i sensommeren. Denne art,
og andre med den, er så absolut bedst på en helt åben solrig plads.
Når vi planter i stærk skygge
Alle kender dem, de ranglede, bare og skæve planter, som trækker
efter lyset, og kvitterer med få eller ingen blomster. De planter
bliver hverken værre eller bedre af den rigtige spagnum og gødning.
Tilmed mangler de sikkert vand, for regnen kommer næppe igennem
de skyggende træer i tilstrækkelige mængder.
Når vi planter i vekslende sol og skygge
Her står de velformede, tætte og blomsterrige planter. Deres kompakte
vækst og frodige løv giver glæde året rundt. Det rigelige lys
får dem til at sætte flere sideskud. Her blæses de tørre efter
dage med regn, fuldstændig som i naturen. Herved undgås svampesygdomme
og algebelægning på løvet. Kun en enkelt ting skal vi være opmærksomme
på, det er at de fyldige planter's tætte løv kan betyde, at vi
må hjælpe med vand i meget tørre og blæsende perioder, da regnvandet
simpelthen løber ned over buskenes tætte løv og ender uden for
rodzonen.
Den nyeste viden
Forsøg med storbladede Rhododendronarter viser, at selv om fordampningen
fra løvet er stor, så bliver planter af samme frøhold, plantet
henholdsvis i skygge og i sol, langt flottere i solen. Skaderne
bliver færre på løvet, og grenmængden større. Nogle Rhododendron
som f.eks. "williamsianum" sorterne er så til gengæld mere tolerante
overfor plantning i let skygge. De er tilmed særdeles velegnede
til plantning på nordsiden af et hus, blot der er åben lyseksponering
oppefra, altså uden skyggende trækroner. Næsten alle storbladede
Rhododendron vil i øvrigt udvikle sig godt under disse forhold.
Ligeledes er det med mange af de såkaldte japanske dværgazalea.
De bliver flotte både på husets nordside under åben himmel, og
i fuld sol. I min bog "Rhododendron- og hvad dermed følger" angiver
jeg ved hver plante den bedste placering, enten det er sol, vandrende
sol/skygge eller halvskygge. Disse angivelser tager udspring i
de forskellige hybrider, hvor måske den ene forældrepart er god
i naturen i fuld sol, så er den anden forældrepart måske mere
afhængig af lidt skygge midt på dagen. Dette influerer naturligvis
på resultatet: "hybriden". Således er det bl.a. med de mørkeste
blomster, de falmer ikke så meget i solen, og blomstringen forlænges
også i flere dage. Der er altså stadig behov for variable placeringer,
med hensyn til sol- eller vekslende sol/skygge - men et står fast,
de tåler betydelig mere sol, og også blæst, end man vanemæssigt
har tænkt igennem mange år.
Tekst og foto Niels Skjøldberg
Skrevet på foranledning af GAU, ’Dansk Planteskoleejerforening
– surbundsklubben’
|
| |
 |
Storbladede Rhododendron hybrider
i vekslende sol/skygge fra et stort
Gingko biloba træ. |
| |
 |
Mange Rhododendron yakushimanum
hybrider og en løvfældende Azalea
der hvor de bedst trives, i fuld sol. |
| |
 |
Rhododendron
williamsianum hybrid i forkanten af en 'woodland' beplantet
have. Her hvor træerne skygger det
meste af dagen udvikler denne
Rhododendron sig alligevel til en
velformet og rigtblomstrende plante. |
| |
 |
Rhododendron
yakushimanum
'Polaris' på sin yndlingsplads i fuld sol. |
| |
| |
|